Fordomme Om Alkoholisme
Fordomme om alkoholisme
Fordomme er noget vi kæmper meget med i samfundet. Vi lever i en verden, hvor der kæmpes om plads til mangfoldighed. Ingen bør diskrimineres på baggrund af hudfarve, udseende, seksualitet eller andre ting – der skal være plads til alle. Men hvad med fordomme omkring alkoholisme? Det prøver vi at blive klogere på i denne udgave af Det Gode Livs nyhedsartikel.
Først og fremmest skal det siges, at alkoholisme er en sygdom. Man vælger ikke selv, om man bliver afhængig af alkohol eller ej. Nogle vil måske argumentere for, at man selv vælger at drikke. Her er svaret kun delvist rigtigt. Alkoholmisbrug er en flugt fra virkeligheden, som mange andre former for misbrug, men – bliver man først afhængig, vælger man ikke selv, om man vil drikke eller ej. Her er det ikke længere et spørgsmål om lyst, men om trang.
Alkoholisme kan ramme alle, og tager ikke hensyn til hverken køn, alder, baggrund eller erhverv. Når de fleste mennesker hører ordet ‘alkoholiker’, forbinder de dette med en person, som bor på gaden. Dette er dog langt fra sandheden. Det skal også siges at, bare fordi man bor på gaden, betyder det ikke, at man involverer sig med stoffer og alkohol. De fleste hjemløse ønsker faktisk et godt liv, og forsøger så vidt muligt at få det bedste ud af de midler, der er til rådighed.
Selvom at alkoholindtag i store mængder tit er noget, man forbinder med ungdommen, er dette dog også en fordom. Faktisk er det den ældre generation, der drikker mest. Cirka 640.000 danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Sundhedsstyrelsen estimerer, at blandt 45 – 54-årige mænd, skyldes 30% af alle dødsfald alkohol.
Udvikling af alkoholafhængighed kan skyldes mange årsager. Sociale, psykiske og arvelige forhold er ofte årsagen. Arvelighed, i form af genetik, kan spille en rolle for ens risiko for at udvikle en alkoholafhængighed. Genetisk arvelighed er dog kun risikofaktorer – ikke skæbne. Social arv kan have stor betydning. Hvis man er opvokset med en forælder, som er alkoholiker, vil risikoen for, at man selv senere i livet udvikler alkoholisme, også være større.
Den største fordom er dog, at hvis man er alkoholiker, kan man ”bare” stoppe med at drikke. Som tidligere nævnt vælger man det ikke selv, hvis man er afhængig. Ordet ’kold tyrker’ opstår tit i denne sammenhæng. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at tage alkoholafhængighed alvorligt. Abstinenser vil opstå, og disse kan variere i sværhedsgrad. Abstinenserne kan dog være så voldsomme, at personen med alkoholafhængighed kan dø af dem.
Konklusionen bør derfor være: Tag alkoholisme meget seriøst, og lad fordommene blive derhjemme.