Alkohol og fertilitet

Undersøgelser viser, at jo mere du drikker, jo sværere har du ved at blive gravid og ved at gennemføre en graviditet uden at opleve spontan abort. Der er således en direkte sammenhæng mellem alkohol og fertilitet. Bliv klogere på emnet her, hvor vi har samlet en masse viden om alkohol og fertilitet.

Hvorfor hænger alkohol og fertilitet så uløseligt sammen?

Der er meget, der skal spille sammen i en kvindes krop for, at hun kan blive gravid, og der er mange udefrakommende faktorer, der kan påvirke processen. Grunden til, at dit alkoholindtag måske har betydning for, hvorvidt du kan blive gravid eller ej, er, at kvindens hormonbalance er meget letpåvirkelig og derfor også påvirkes af selv en lille smule alkohol. Det kan resultere i manglende eller uregelmæssig menstruation og ægløsning, der er forudsætningen for, at en graviditet kan opstå.

Det er dog ikke kun kvindens fertilitet, der påvirkes af alkohol. Mandens sædkvalitet er også udsat, når alkoholindtaget er for højt, og han vil derfor have sværere ved at kunne gøre en kvinde gravid, end hvis han ikke drak alkohol.

Må man drikke alkohol, når man forsøger at blive gravid?

Et egentligt alkoholmisbrug er ikke godt for fertiliteten – eller for fosteret i maven, hvis kvinden alligevel bliver gravid. Men hvordan ser anbefalingerne egentlig ud i forhold til alkohol og fertilitet?

Sundhedsstyrelsen anbefaler kvinder, der ønsker at blive gravide, helt at lade være med at drikke alkohol. Det samme gælder for kvinder, der allerede er gravide. Man ved endnu ikke ret meget om alkohols egentlige påvirkning af fertiliteten, andet end at det typisk tager længere tid at opnå graviditet, hvis du drikker alkohol. Et egentlig alkoholmisbrug har selvfølgelig betydning både for fertilitet og for den senere graviditet, så det anbefales at skrue kraftigt ned for alkoholindtaget, hvis du planlægger graviditet eller er gravid.

Sundhedsstyrelsens anbefaling er lavet ud fra et forsigtighedsprincip, netop på grund af den manglende evidens på området omkring alkohol og fertilitet. Nogle studier viser ét, andre noget andet, og det kan i det hele taget være svært at navigere i, hvad der er op og ned. Når det handler om ønsket om at sætte et barn i verden, giver det dog rigtig god mening at handle med respekt for, at alkohol og fertilitet ikke nødvendigvis er to områder, der bør kombineres.

Alkohol og graviditet – hvad sker der med fosteret?

Én ting er, at du kan have svært ved at blive gravid, hvis du har et overforbrug af alkohol. Noget andet er, at et højt alkoholindtag kan have store konsekvenser, hvis du skulle være så heldig at blive gravid.

Udover risikoen for at udvikle en række følgesygdomme af alkoholisme, giver et overforbrug af alkohol også øget risiko for spontan abort i graviditetens tidlige uger. Herudover giver indtag af alkohol under graviditeten øget risiko for fysiske misdannelser eller hjerneskade hos fosteret i maven. I værste fald, hvis mor har haft et alkoholmisbrug under graviditeten, kan barnet fødes med alkoholabstinenser og få en rigtig svær start på livet. Er drømmen at blive forældre, er det derfor en rigtig god idé at blive sit alkoholmisbrug kvit, før babyprojektet overhovedet igangsættes.

Kilde:
Babyinstituttet.dk
Sundhedsstyrelsen

Ring til os døgnet rundt

Du kan ringe til os i alle døgnets 24 timer, hvis du har brug for råd, vejledning eller har spørgsmål vedrørende behandling.

Pårørende til en alkoholiker?

Pårørende er oftest ligeså hårdt ramt som misbrugeren.