Alkoholisme og tilbagefald

Tilbagefald blandt alkoholikere er mere almindeligt og udbredt, end man umiddelbart tror. Som ædru og clean er der ikke længere nogen åbenlys flugtvej fra sig selv og livets udfordringer, og det kan for nogen være svært at håndtere. Dette resulterer i, at nogle falder tilbage i gamle adfærdsmønstre og kan til sidst ende med tilbagefald.

Hvor mange alkoholikere får tilbagefald?

Alle, som har været i behandling eller rehabilitering for et misbrugsrelateret problem, har en risiko for at tage et tilbagefald. De personer, som møder denne risiko, har ikke formået at skabe positive holdninger og tænkning for sig selv, hvilket er det, som skaber varig ædruelighed.

Man kunne fristes til at tro, at succes er afgørende for, om man er glad eller ej, men faktisk betyder det mere at have sunde og positive tanker om sig selv. Det tager tid at opbygge et godt selvværd, og det kan være altafgørende for at bevare sin ædruelighed.

Tegn og symptomer på at et tilbagefald kan være på vej

Hvordan man agerer, overfor sig selv og over for andre, kan have stor betydning for risikoen for et tilbagefald. Man skal derfor være opmærksom på tegn og symptomer, som kan opstå undervejs i bedringsprocessen. Hvis man selv, eller som pårørende kan nikke genkendende til flere af nedenstående punkter, bør man handle på det.

Checkliste over symptomer, der kan føre til tilbagefald

Utålmodighed:

  • Nogle alkoholikere ønsker øjeblikkelig bedring og kan ikke acceptere eller forstå, at bedringsprocessen handler om positiv udvikling over en længere periode


Uærlighed:

  • Det kan begynde med små unødvendige løgne overfor familie, venner eller kollegaer. At opfinde undskyldninger for at gøre noget som ikke er godt for bedringsprocessen.


Stress:

  • Stress og overbelastning i længere perioder kan skabe unødig trang og dårlig dømmekraft, hvilket kan resultere i indtagelse af alkohol for at “koble af”.


Selvmedlidenhed:

  • En af de største årsager til tilbagefald er selvmedlidenhed. Det er nemt at få ondt af sig selv, fordi man ikke længere kan drikke alkohol, eller fordi man ikke føler sig forstået. Det vigtigste er, at man selv værdsætter at være ædru, for det kan man ikke forvente, at andre gør.


Hovmod:

  • Hvis man ikke længere frygter sin alkoholisme og påstår, at man aldrig kommer til at drikke igen. Måske prøver man risikosituationer for at bevise det. Det er altid godt at have en smule frygt, hvilket bevarer ydmygheden.


Benægtelse:

  • Benægtelsen begynder, når man ikke længere mener at have et problem med alkohol og derfor godt kan begynde at drikke lidt igen. Det resulterer altid i et direkte tilbagefald.

Hvad gør man, når en alkoholiker får et tilbagefald?

Et tilbagefald er utrolig hårdt – ikke kun for alkoholikeren, men også for de pårørende. Man kan føle, at alt man har gjort, har været spildt arbejde. Det er dog vigtigt at huske, at der altid er en årsag til et tilbagefald, man skal derfor prøve ikke at se det som et nederlag, men i stedet som en proces man kan lære af. 

En forudsætning for at lykkes med sin ædruelighed er hårdt arbejde, ærlighed og accept. Det er samtidig vigtigt, at man tilgiver sig selv at have fået et tilbagefald. På den måde kan man fokusere på næste skridt.

Alkoholisme og tilbagefald

Har du taget et tilbagefald? - Sådan griber du det an

Du skal starte med at acceptere dit tilbagefald og overvinde din skyld og skam. Dernæst skal du stille dig selv nogle spørgsmål, som kan forklare, hvorfor du har taget et tilbagefald. 

Når du ved hvad, der har forårsaget dit tilbagefald, kan du begynde at handle på det. Hvorfor gjorde jeg, som jeg gjorde eller ikke gjorde? Hvorfor glemte jeg de ting, jeg ved er nødvendige for mig?

Stil dig selv disse spørgsmål

  • Har jeg deltaget aktivt i selvhjælpsgrupper?
  • Har jeg fulgt min efterbehandling?
  • Har jeg følt mig for sikker i min ædruelighed og glemt, hvor slemt mit alkoholproblem egentligt var?
  • Har jeg undertrykt vrede, nag, skyld eller negative tanker?
  • Har jeg været depressiv uden at gøre noget ved det?
  • Har jeg været meget selvmedlidende og glemt alt, hvad jeg har at være taknemmelig for?
  • Har jeg været utålmodig og urealistisk omkring min bedringsproces?
  • Har jeg følt mig isoleret, ensom eller anderledes?

Er du pårørende til en alkoholiker, som har taget et tilbagefald?

Pårørende kan være medvirkende til at få stoppet tilbagefaldet ved at sætte foden ned og forlange, at alkoholikeren handler på tilbagefaldet og om nødvendigt søger hjælp. Et tilbagefald efterfølges typisk af en masse skyld og skam, og det er her pårørende kan prøve at motivere den drikkende.

Hvis man som pårørende ikke føler at vedkommende, som drikker, selv kan komme tilbage på rette vej, så kan det være nødvendigt at søge hjælp i form af alkoholbehandling.

Vil du gerne vide mere? Læs mere her – Hvordan motiverer du en alkoholiker

Vi kan hjælpe jer

Hos Det gode liv betragter vi afhængighed som en familiesygdom - Vi tilbyder derfor hjælp til hele familien.