Føvling Forsorgshjem
Hvad er et forsorgsforløb i Føvling?
Føvling Forsorgshjem er for mennesker, der lever som hjemløse eller funktionelt hjemløse.
Vi indskriver via Serviceloven § 110. Vi har 12 pladser på vores forsorgshjem i Føvling.
Målgruppen er voksne mennesker, der har haft et mangeårigt misbrug. Et misbrug som ofte har haft store fysiske, psykiske og sociale konsekvenser.
Mennesker som har behov for støtte og vejledning fysisk, psykisk og socialt. Tilbuddene er til mennesker, som er motiveret for at stoppe et misbrug samt er åbne over for personlig udvikling, således at livet fremover vil forme sig anderledes end hidtil.
Forsorgshjemmet tilbyder et helhedsorienteret opholdsforløb, hvor kerneydelsen og den fornemmeste opgave er at hjælpe den enkelte borger til at opnå et så selvstændigt og meningsfyldt liv som muligt.
Der tilbydes således omsorg, ADL træning, social træning og arbejdstræning.
Hvad er serviceloven §110
Boformer efter servicelovens § 110
Ifølge servicelovens § 110 skal Kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som enten ingen bolig har, eller af eksempelvis misbrugsrelaterede årsager, ikke kan opholde sig i en bolig. Disse mennesker har ofte et stort behov for et botilbud samt tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Optagelse i boformer kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Statistikken omfatter de egentlige botilbud, der drives af regionen eller kommunen samt selvejende og private botilbud, der drives efter overenskomst eller aftale med regionen eller kommunen.
Statistikken indeholder døgnophold, hvor brugeren har tilbud om ophold hele døgnet. Det omfatter egentlige døgntilbud i § 110-boformer, hvor der er døgnbemanding, ophold i udflytterboliger samt pladser på afrusningsafsnit (sygeafdeling) i tilknytning til boformen. Natophold, hvor udskrivningen sker i det efterfølgende døgn, sidestilles med døgnophold.
Boformer efter § 110 i Danmark omfatter forsorgshjem, herberger, krisecentre (dog ikke krisecentre for voldsramte kvinder), familieinstitutioner, mv.
Vil du vide mere om vores forsorgshjem?
Føvling Forsorgshjem er et misbrugsfrit §110 tilbud. Der er derfor nultolerance overfor spil, stoffer, alkohol mm. Denne foranstaltning sikrer, at borgerne i tilbuddet kan føle sig trygge og fri fra fristelser. Tilbuddet er meget eftertragtet, så hvis der derfor ikke er en åben plads, er der mulighed for at komme på venteliste.