Klientberetninger

Udtalelser fra tidligere klienter

Vi elsker historier, der ender lykkeligt! Netop derfor efterspørger vi løbende beretninger fra tidligere klienter. Vi er rigtig glade for de klientberetninger, som vi hidtil har modtaget. Spændende og inspirerende fortællinger, fra nogle utroligt modige mennesker, som tog kampen op mod deres afhængighed.

Vi håber, at I har lyst til at læse med. Der vil løbende komme nye klientberetninger, efterhånden som vi modtager dem.

Steen, alkoholiker

Jeg har været alkoholiker i en del år. Troede jeg var erfaren i at passe på mig selv og min ædruelighed, men NEJ!

Efter en periode med små tilbagefald, tabte jeg sutten, og mit forbrug eksploderede. Det resulterede i, at jeg efter et kort tilløb besluttede, at nu skulle jeg i døgnbehandling for at få styr på mig selv og genvinde min sunde fornuft. Lang historie kort: Jeg fik tilbud om at komme på Det Gode Liv med få dages varsel og ankom i slutningen af september 2020. Temmelig nervøs og usikker, for hvad skulle der ske her?

Jeg fik en god og varm modtagelse af meget venlige og kompetente medarbejdere, fik snakket med lægen, fik noget at spise og blev så ellers kastet ud i undervisningen. Jeg følte mig lidt som en flue på væggen, der gerne vil være uset, men sådan fungerer det ikke her – heldigvis, skulle det vise sig.
Præsentationsrunde af de andre, og jeg blev budt velkommen i fælleslokalet. Herefter fortsatte dagens program.

Det skulle vise sig at blive 5 meget vigtige uger i mit liv: Den intense undervisning, de meget kompetente og individuelt tilpassede samtaler med min behandler. Sparring og ikke mindst sjov med de andre beboere i pauser og fritid samt al den varme og hjertelighed, der er i Gjerndrup, gjorde at jeg meget hurtigt faldt til og gik 100 % ind i behandlingen og fandt en indre ro. Fysisk ubehag og tanker om alkohol forduftede hurtigt, og der var plads til det vigtige: at finde mig selv igen. Her er behandlerne på Det Gode Liv utroligt dygtige. Jeg blev set, hørt, udfordret, kom i kontakt med mit følelsesliv, kunne igen være noget for og med andre og kom stille og roligt til at føle mig som et helt reflekterende menneske igen.

Jeg tror nu på et godt og ædru liv med hjælp fra den mentale værktøjskasse, som jeg fik med hjem. Jeg deltager aktivt i efterbehandling, og der er et stående tilbud om at ringe, hvis jeg skulle få drikketrang. Fantastisk – intet mindre.

Jeg skylder Det Gode Liv evig tak for at rydde op i mit syge hoved og få mig på ret kurs igen. Jeg håber og tror ikke, at jeg får behov for behandling igen, men skulle det ske, ja så ved jeg, hvor jeg skal hen.

Efteråret 2020

Brian, alkoholiker

For 18 måneder siden troede jeg, at alt dette var umuligt for mig. Jeg kunne ikke se nogen løsning på min fremtid, og hvordan mit liv skulle gå videre. Jeg levede i det fængsel, som jeg selv havde skabt. Et fængsel med alkoholen som min vogter og hersker. 

Mine drømme om det gode liv, at være den Brian, som jeg var indeni, være ham som egentligt var fyldt med kærlighed til andre og ikke mindst mig selv. Kunne jeg leve med det had, jeg havde til mig selv? Leve med den skam og skyld, jeg gik rundt med? Alle de gange, som jeg havde skuffet andre på grund af min sygdom? Turde jeg vise de følelser, jeg havde, på trods af frygten for at såre igen? Kunne jeg leve med de tanker, som buldrede rundt i mit hoved hele tiden, og var jeg nu god nok? Kunne jeg leve med dårligt selvværd og masser af selvmedlidenhed?

Alt virkede så håbløst. Ville jeg forstå, og kunne jeg leve som et ” normalt menneske igen ”? Kunne jeg skabe mig en fremtid med kæreste/kone, hus/lejlighed og job? Kunne jeg skabe en tillid til min familie og ikke mindst til mine børn?

Den 19 Maj 2019 var min sunde fornuft helt væk. Alkoholen havde for længst overtaget alt. Jeg ville have fred, fred fra det helvede som jeg levede i, fred fra tanker og alkoholen. Den eneste løsning, jeg kunne finde, var at tage mit eget liv… Jeg prøvede, men heldigvis var der noget, som holdt hånden over mig og gav mig en chance til her i livet.

Den 24 Maj 2019 kom jeg i behandling på Det Gode Liv i Gjerndrup med store smerter efter det selvmordsforsøg, som heldigvis mislykkedes. Endelig fik jeg den hjælp, som jeg havde søgt efter. Den hjælp, som jeg ikke selv kunne spørge om.

I min behandling lærte jeg mange ting om mig selv. Den helt store ting var, at det er okay at vise følelser, når jeg er ked af det, bryde den facade, jeg havde gået rundt med i så mange år. Facaden, som viste udadtil, at jeg havde det godt, men indeni var jeg ødelagt.

Jeg lærte at tale om de ting, som foregik oppe i mit hoved. Få ryddet op i den rygsæk, som var fyldt til kanten og lidt mere. Jeg vidste, at jeg ikke skulle drikke alkohol mere, men jeg skulle jo også lære at leve med mig selv. Lære at leve med den fortid jeg havde. Det hele var en lang og sej kamp med op- og nedture i behandlingen, opgivenhed, tårer der væltede ud af mig, glæden, viljen og taknemmelighed for livet igen. Alt dette fik jeg hjælp til af de bedste behandlere og det skønneste fællesskab, der var omkring mig. I dag er jeg taknemmelig for, at jeg fik en chance til. Taknemmelig for at kunne give mig selv en hverdag, som jeg kan leve i.

Alt dette vil der sikkert være mange, der ikke forstår. Det forlanger jeg heller ikke. Jeg forlanger heller ikke medlidenhed eller omsorg. Jeg er den, som jeg er.

I dag er jeg ædru alkoholiker, og jeg er stolt af det. Jeg har fået det liv, som jeg fortjener. Et liv med en dejlig kone, som forstår mig. En kone, som hjælper mig med de ting, som jeg ikke selv kan overskue, og som elsker mig for den, jeg er. Jeg har fået et hjem og et fantastisk job, som jeg er stolt af. Alle de gode ting er ikke kommet af sig selv. Nej, det har været hårdt arbejde og villighed til at gøre en forskel for mig selv hver dag.

 Jeg har lært at leve i nuet og leve på livets præmisser som alle andre. I dag behøver jeg ikke at bruge alkohol for at flygte fra de tanker og problemer, som en hverdag giver. Jeg kan åbne min mund og spørge om hjælp til de ting, som jeg ikke magter.

I dag er jeg taknemmelig for det liv, jeg har, og den chance jeg har fået til at vise den Brian, som har så meget kærlighed, omsorg og glæde til andre – ikke mindst mig selv. Troen på, at jeg er god nok, troen og viden om, at det jeg gør, er rigtigt, og jeg behøver ikke at være perfekt. Dette er ikke en drøm. Det er virkeligheden, og det er mig, som lever og har det godt.

Tak for mig.