Ludomani

Fra spillelyst til spilafhængighed

Ludomani er kun blevet mere udbredt i Danmark over de seneste år, og efterspørgslen på behandling for ludomani er stor. Mange starter med at spille i det små, men bliver hurtigt afhængige af den spændingsrus, som opstår, og de endorfiner, der dannes, når spillet er i gang. Over tid kan det, der startede som adspredelse eller en hyggelig hobby derfor udvikle sig til en decideret spilafhængighed, også kaldet for ludomani.

Hvad er ludomani?

Ludomani er en impulsstyret afhængighed, der har flere fællestræk med købemani, og definitionen på ludomani er ”… en sygelig trang til at deltage i én eller flere former for spil, fx spil på et kasino, kortspil, lotto, tipning eller lotteri.” (kilde: Ordnet.dk) Hvis man har tvangstanker omkring spil, er det svært at styre sine pludselige indskydelser til at spille. Selv når det udelukkende har negative konsekvenser for én selv og for ens nærmeste, at man spiller. Spilletrangen kan være så stærk, at man fortsætter med at spille, uanset om man har vundet stort, tabt alt, eller endda hvis oddsene er imod én, og man ikke kan tåle at tabe. 

Personer, der lider af ludomani, er styret af lysten til at spille, og oftest er spilafhængigheden en fuldtidsbeskæftigelse, hvor den spilafhængige tænker på spil og planlægger spil, fra personen står op om morgenen, og til personen går i seng igen om aftenen. 

Ludomani er en afhængighed, der rammer mentalt. Derudover er det også den afhængighed, der har de største konsekvenser for privatøkonomien. Ludomaner, som ikke søger professionel ludomani-behandling i tide, ender ofte med at miste alt og med en meget stor økonomisk gæld.

Er ludomani en sygdom?

Ludomani har været en del af WHO’s liste over sygdomsdiagnoser siden 1994. Ludomani er dermed en sygdom på linje med andre psykiske lidelser, der ofte har det til fælles, at lidelserne gør det svært at holde fast i uddannelse, arbejde og sociale relationer og forpligtelser. Ludomaniens betydning for evnen til at passe en almindelig hverdag er derfor meget stor.

Viser en roulette - Ludomani & Spilafhængighed

Hvorfor udvikler man spilafhængighed?

Årsager til ludomani kan være underliggende. Dermed er årsagerne ikke altid synlige eller åbenlyse for den enkelte. Måske spiller man for at aflede opmærksomheden fra negative tanker eller problemer i hverdagen. Måske handler det om at føle spænding eller glæde. Der findes mange årsager til spilafhængighed, og i behandlingen for ludomani hos Det Gode Liv arbejder vi med at identificere dine personlige grunde til, hvorfor du har udviklet et usundt forhold til spil, så du på sigt kan blive helt spillefri.

Spilafhængighed er ofte tæt forbundet til anden adfærd, psykiske lidelser eller humørforstyrrelser, hvor spillene bruges som et middel til at højne kroppens niveau af endorfiner og derved opnå velvære for en stund. Mange spilafhængige lider blandt andet også under stofmisbrug, ADHD, stress, depression, angst, dårligt selvværd eller manisk depression, også kaldet bipolar. Hvis man skal overvinde sin spilafhængighed, skal disse og evt. andre underliggende tilstande også arbejdes med.

Er ludomani arveligt?

Selvom ludomani ikke er påvist at være arveligt betinget, viser undersøgelser alligevel, at spilafhængighed hos unge forekommer hyppigere i familier, hvor mor eller far også spiller for meget. Børn og unge spejler ofte det, de ser, og får de først interessen for spil og gambling med sig hjemmefra, er der ikke lang vej til at udvikle afhængighed.   

Kan ludomani helbredes gennem behandling?

Der findes flere tilbud om behandling for ludomani, og udsigterne til et liv uden spilafhængighed er heldigvis gode. Problemer med spil kan opstå for enhver. Spillelysten kan gå fra at være en sjov og harmløs interesse til på kort tid at udvikle sig til en skadelig besættelse med alvorlige konsekvenser, og jo tidligere, der sættes ind med behandling for ludomani, jo lettere er det typisk at komme godt ud på den anden side. 

Spiller du for meget, eller er du pårørende til en, der gør?

Ring til Det Gode Liv, vi sidder klar ved telefonen døgnet rundt

Tegn og symptomer på spilafhængighed

Spilafhængighed bliver ofte refereret til som en skjult sygdom, fordi der ikke er nogle åbenlyse fysiske tegn og symptomer, som det eksempelvis ses ved stofmisbrug. Spilafhængige prøver ofte at minimere eller helt benægte problemet over for omgangskredsen og over for sig selv. Enkelte tegn kan dog være afgørende, og det er blandt andet værd at være opmærksom på følgende symptomer: 

  • Den spilafhængige har behov for at være hemmelighedsfuld omkring sit spilforbrug, og er måske på vagt og hurtigt opfarende, når emnet kommer på tale. Mange spiller i det skjulte og lyver muligvis om, hvor meget der spilles for i frygt for, at andre ikke vil have forståelse. 
  • Den spilafhængige har problemer med at kontrollere spilletrang og kan have svært ved at fokusere på andet end trangen til at spille, både når der laves noget andet, og når først han/hun er begyndt at spille. Der kan opstå voldsom trang til at spille til sidste krone og forhøje indsatsen for at vinde det tabte tilbage. 
  • Den spilafhængige spiller, selvom der ikke er råd, og spiller gerne for penge, der egentlig skulle bruges til betaling af regninger, eller sågar for penge, der er lånt eller stjålet. 

Har du brug for ludomani-behandling?

Spiller du eller en af dine nære for meget? Spilleproblemer viser sig i enhver spilleadfærd, som skaber forstyrrelser i ens liv. Man har et spilleproblem, hvis man er særligt optaget af spil, hvis man gradvist bruger mere tid og flere penge, hvis man jagter tab og sejre, eller hvis man spiller på trods af, at det har seriøse konsekvenser for ens liv. 

Er det noget, du kan genkende? Så tøv ikke med at tage kontakt til os, og lad os sammen få en snak om din spilafhængighed og dine muligheder for eventuel ludomani-behandling gennem et af vores tilbud om enten døgnbehandling eller ambulant behandling.

Fakta om ludomani

En afhængig vil bruge stadig flere og større ressourcer på at få dækket sit behov for spil. De etiske og moralske grænser flyttes hele tiden. Den afhængige ved godt, at der er noget galt; men fortsætter sit misbrug på trods af alvorlige advarsler.

Sundhedsministeriet skønner at der pr. 2018 var ca. 10.000 mennesker i Danmark med spilafhængighed (Ludomani)

 

Hvordan spotter du en ludoman?

Læs mere om, hvordan du spotter en ludoman her

Behandlingsgaranti

Hos behandlingscenter Det Gode Liv, tilbyder vi vores klienter en gratis tilbagefalds behandling.