Opioider

Indholdsfortegnelse

Du har måske hørt om eller selv taget opioider, men hvad er det, og hvordan virker opioider egentlig? Bliv klogere på opioiders virkning, og på hvad stoffet er, ved at læse videre her.

Hvad er opioider?

Opioider er en samlet betegnelse for en række af stoffer, der alle er udvundet af opiumsvalmuen. De mest kendte af stofferne er heroin, metadon, morfin, kodein, fentanyl, oxycodon og tramadol (også kaldet dolol).

Morfin kender du måske især fra sygehuset, hvor det bruges som medicin mod stærke smerter. Gennem kemiske processer kan morfin omdannes til det ulovlige stof heroin, der er det mest kendte illegale rusmiddel blandt opioiderne. Heroin optages hurtigere i kroppen end morfin og giver en kraftigere rus – men også potentielt større bivirkninger og skader.

Metadon fremstilles ligeledes kunstigt i et laboratorium. Stoffet har en længere virkningstid og mindre tilvænningsfare end heroin, og metadon bruges derfor ofte i medicinsk afvænning og stofmisbrugsbehandling.

Blandt de kemisk fremstillede opioider er også fentanyl-lignende opioider, der ikke er registreret som lægemidler. De fentanyl-lignende opioider er meget stærke, og risikoen for forgiftning er derfor også stor.

Også tramadol (sommetider kaldet dolol) og oxycodon er kemisk fremstillede opioider. De minder meget om morfin, men har en svagere smertestillende effekt. De kommer ofte i blisterpakker og minder derfor til forveksling om almindelig, receptpligtig medicin. Det kan få mange til at tro, at pillerne ikke er farlige eller stærkt vanedannende at tage, men da de ofte er illegalt produceret, er det sjældent til at forudsige, hvad pillerne reelt indeholder og i hvilken mængde. Det er ulovligt at være i besiddelse af tramadol og oxycodon, medmindre du har fået en recept på det fra din læge.

Hvordan virker opioider?

Opioiders virkning og varigheden af rusen varierer alt efter hvilket opioid, der bruges. Ved heroin og morfin er rusens varighed for eksempel 3-5 timer, hvorimod metadon virker i helt op til 8-12 timer. Fælles for alle opioider er, at de er sløvende stoffer, der bedøver centralnervesystemet, så du føler dig afslappet og godt tilpas – sommetider endda euforisk.

En person, der har indtaget opioider, vil kunne spottes på, at personen virker døsig, har små pupiller og taler meget usammenhængende. Pulsen er langsom og svag, og vejrtrækningen kan også blive langsom.

Få mere viden om unge og opioider her.

Afhængighed og abstinenser

Kroppen udvikler hurtigt tolerans over for opioiderne, og det er derfor nødvendigt at tage en højere og højere dosis for at opnå samme virkning. Det er således let at blive afhængig af opioider og dermed ende i et misbrug, der kræver behandling

Forsøger du at stoppe et misbrug af opioider, vil du oftest opleve abstinenser i større eller mindre grad. Hvor slemme abstinenserne er, afhænger af den type af opioider, du er afhængig af. Det er dog sjældent sjovt at trappe ud af et misbrug, og alene frygten for abstinenserne kan få mange til at fortsætte misbruget frem for at gå i behandling eller trappe ud på egen hånd. 

De mest almindelige abstinenser er:

  • Kvalme
  • Hjertebanken
  • Rastløshed
  • Søvnløshed
  • Hovedpine
  • Muskelsmerter
  • Diarré
  • Hedeture
  • Rysten
  • Angst

Intensiv døgnbehandling

Døgnbehandling er den mest intensive og effektive måde at behandle alkoholisme.

Blandingsmisbrug og forgiftning med opioider

Mange misbrugere af opioider er også afhængige af andre rusmidler og har dermed et såkaldt blandingsmisbrug. Nogle bruger opioider for at skabe en modreaktion efter brug af opkvikkende/stimulerende stoffer, imens andre bruger dem sammen med andre mere sløvende rusmidler som for eksempel alkohol, benzodiazepiner eller GHB/fantasy.

Blander du opioider med andre sløvende stoffer, får du en meget kraftig cocktail, hvor effekten er mere end dobbelt så stærk. Virkningen er derfor ikke til at forudsige, og der er stor risiko for forgiftning med døden til følge, da stofferne kan påvirke nervesystemet så meget, at du stopper med at trække vejret.

Læs mere om bivirkninger ved opioider her.

Indholdsfortegnelse