Unge og opioider
Indholdsfortegnelse
Er opioider et populært rusmiddel blandt landets unge, og er misbrug af opioider et stigende problem i den yngre aldersgruppe? SSP-Samrådet lavede i samarbejde med Sundhedsstyrelsen i april 2023 et spørgeskema til landets kommuner omhandlende unge og opioider. Vi giver dig her de vigtigste pointer fra undersøgelsen.
Kortlægning af misbrug af opioider blandt børn og unge
I den landsdækkende undersøgelse svarede 63 ud af 98 kommuner (64 %) i april 2023 enten helt eller delvist på spørgeskemaet, der skulle give et billede af det aktuelle misbrug af opioider blandt unge i Danmark. De resterende kommuner undlod at svare.
Af undersøgelsen kunne blandt andet udledes, at 15 ud af de 63 kommuner (24 %), der deltog i undersøgelsen, oplevede en stigning i henvendelser om misbrug af opioider blandt børn og unge. De øvrige kommuner oplevede enten færre eller samme antal henvendelser som hidtil, og overordnet sås der meget få henvendelser på tværs af kommunerne, når det handlede om unge og opioider. De kommuner, der oplevede en stigning i henvendelser om opioidmisbrug blandt de unge, var ikke centreret omkring en bestemt landsdel, men spredt geografisk ud over både store og små kommuner i hele landet.
Langt de fleste af kommunerne meldte, at opioidmisbruget blandt de unge ofte indgik som en del af et blandingsmisbrug, og at opioiderne var nemt tilgængelige via venner, kiosker, internettet og sociale medier samt via pushere omkring især de sjællandske S-togsstationer.
Øget indsats fra Sundhedsstyrelsen og lokalt i kommunerne
Selvom misbruget af opioider blandt børn og unge ifølge undersøgelsen ikke var generelt stigende, har Sundhedsstyrelsen valgt at følge situationen tæt. Især i de kommuner, hvor der meldes om stigning af henvendelser omhandlende unge og opioider, og hvor der derfor er bekymring om øget tilgængelighed af opioider og ophobninger af unge med misbrug. Det formodes, at kortlægningen har bidraget til, at flere kommuner har fået øjnene op for misbrug af opioider blandt de unge og derfor er mere opsøgende eller har mere fokus på problematikken.
Nye tal fra Sundhedsstyrelsens årsrapport 2023
Sundhedsstyrelsen laver årligt en rapport om den generelle narkotikasituation i Danmark. I den seneste rapport fra 4. kvartal 2023 kunne Sundhedsstyrelsen, på trods af den kommunale kortlægning tidligere på året, oplyse, at antallet af indlæggelser med opioidforgiftning blandt de 16-25-årige i 2022 er steget til 210 indlæggelser mod 171 indlæggelser i 2021. Det er en stigning på 23 %. Samtidig viser nye tal, at næsten halvdelen af de narkorelaterede dødsfald i 2022 – 124 ud af 280 dødsfald på tværs af alle aldersgrupper – er formodet til at skyldes opioidforgiftning. Opioider er derfor potentielt mere udbredte – også blandt de unge – end først antaget.
Intensiv døgnbehandling
Vil du have mere viden?
Har du brug for mere viden om opioider, kan du læse videre på vores infosider om opioider, bivirkninger ved opioider samt behandling af opioidmisbrug her.